Kirken og det mobile internet
Der var engang hvor mobiltelefonen kunne bruges til to ting: telefonsamtaler og sms'er. (Faktisk kunne min første mobiltelefon ikke engang sende sms). Men i dag ser det helt anderledes ud. Den gamle tunge mobiltelefon er skiftet ud med en såkaldt smartphone, som på dansk bedst kan beskrives som en lille lommecomputer. Ud over at fungere som telefon er den også koblet på internettet, den har kamera, GPS, højttalere og en stor trykfølsom skærm. Og ligesom med computeren, kan jeg installere ekstra programmer (applikationer) på den.
Med smartphonen er internettet blevet mobilt og jeg har stort set adgang til de samme ressourcer og funktioner, som hjemme ved skrivebords-computeren. Jeg kan læse og besvare emails, se hjemmesider, læse nyheder, aviser og e-bøger, fotografere, optage video, se film, spille musik, køre bil-navigation, styre kalenderen, betale regninger, købe ind, scanne dokumenter osv. Og i og med at smartphonen ligger i lommen, ved hvor jeg er og hele tiden er på internettet, så er den for mange i dag den vigtigste og mest brugte indgang til den digitale verden.
Iflg. Danmarks Statisk findes der i dag (maj 2011) mindst én smartphone i hver tredje af alle danske hjem og smartphonens andel af det samlede antal solgte mobiltelefoner har for længst passeret de 50%. Dertil kommer de nye tablet-computere (f.eks. Ipad) som er en mellemting mellem smartphonen og den bærbare computer.
I Japan er det allerede nu sådan at flere mennesker går på nettet via deres mobil end via deres PC. Og indenfor de næste år ventes den tendens at slå igennem herhjemme også.
Skal vi diskutere kirkens digitale kommunikation, kan vi derfor ikke komme udenom det mobile internet. Vi er nødt til at overveje hvordan vi møder mennesker gennem lommecomputeren. Eller omvendt: hvordan mennesker møder kirken på det mobile internet.
Det mobile internet udfordrer os på to felter: Dels er vi nødt til at tilpasse og målrette vores hjemmesider og øvrige digitale tilbud til de små mobiler og dels må vi lære at bruge de særlige sociale tjenester, som det mobile internet har givet os.
Mobile hjemmesider eller applikationer
En traditionel hjemmeside præsenterer sig sædvanligvis ikke særlig godt på den lille 4 tommer skærm. Derfor er det nødvendigt at designe hjemmesiderne i to udgaver: én til den store skærm og én tilpasset mobilens lille berøringsfølsomme skærm.
Et eksempel på dette er Bibellæserringens El-camino.dk og Skrave Sogns hjemmeside, som man automatisk stilles videre til når mobilen slår hjemmesiden op. Se også den mobile udgave af Bibelåbner for konfirmander: m.bibelaabner.dk
Man kan også lave særlige applikationer (apps), sin skal installeres på mobilen, men det vil ofte være billigere og nemmere blot at lave særlige mobile hjemmesider. KonfirmandApp er dog et eksempel på én af de meget få danske kirkelige apps til mobilen. Den begyndte sit liv, som en mobil webside, men kan nu kan hentes som en rigtig app til både Iphone og Android.
Men bortset fra disse par eksempler er størstedelen af det hjemlige kirkelige internet endnu ikke særlig tilpasset og egnet til mobilen. Her ligger der er stor udfordring. Een af de mest oplagte er at få adgang til Bibelen - enten som en app eller som en særlig mobil hjemmeside. (MoBibelen kan desværre ikke bruges på moderne smartphones)
Særlige mobil tjenester
Det mobile internet har også affødt en række særlige teknologier og tjenester, som rummer nye og anderledes muligheder for at synliggøre kirken og dens budskab. Jeg vil her nævne nogle få stykker.
QR-koder
QR er en slags firkantet stregkode, som kan aflæses af mobilens kamera og som kan indeholde en tekst, en hjemmeside adresse, en sms-besked, en postadresse eller et kort-koordinat. På den måde er det nemt og hurtigt at overføre data og oplysninger til mobilen.
Med programmet Barcode Scanner kan du pege mobilens kamera på denne QR kode og du vil automatisk blive viderestillet til den mobile udgave af denne artikel:
QR koderne kan sættes på klistermærker, brochurer, plakater og i blade, ja, også på en hjemmeside, og på den måde hurtigt skabe forbindelse til mobilen. På denne side kan du let lave din egne QR koder: http://qr-generator.dk.
Sæt fx en QR-kode i kirkens info-tavle, som viser til kirkens hjemmeside eller en QR-kode i kirkebladet, som viser til kirkens gudstjeneste kalender på kirku.dk.
Geocaching
Geocaching er en slags skattejagt, hvor man typisk bruger sin mobil eller en GPS-enhed til at finde stedet for en skjult cache. Cachen kan være en lille boks, som indeholder en notesbog og en beskrivelse af hvad man kan se på stedet.
I Danmark findes i dag over 18.000 cacher. Mange af dem ligger på steder hvortil der knytter sig en særlig historie, som man får lidt information om. For at få adgang til disse mange caches, skal man tilmelde sig på geocaching.com. Læs evt. mere på geocaching.dk
I min hjemby er der f.eks. lagt særlige cacher ud ved soldaterhjemmet, missionshuset og nogle af kirkerne. Cacherne fortæller om stederne og præsenterer på denne lidt anderledes og udfordrende måde noget af det lokale kirkelige arbejde.
Der findes flere gratis mobil apps til geocaching, som efterhånden er blevet en familiesport for rigtig mange danskere.
Check in
Foursquare, Facebook og Google tilbyder alle, at man kan "checke ind" på det sted, hvor man lige nu befinder sig. Hvis ikke stedet allerede har en stedprofil, så kan man oprette én. Ideen med at checke ind handler om at dele med sin venner hvor man er og hvad man laver. Og set i kirkelig sammenhæng er det jo ikke helt uvæsentligt.
Med Foursquare er det fx muligt at få om en liste over interessante steder i nærheden. Og man kan så læse hvad tidligere gæster det pågældende sted har syntes om det og hvilke tips eller kommentarer de har. Det samme kan man gøre med Google Places, som efterhånden rummer en meget stor database over lokaliteter.
Ligesom det er vigtigt, at vore kirker er åbne og indbydende steder, således er det også vigtigt at de er det på nettet. Det kan vi bl.a. sørge for ved, at de lokale kirkelige adresser er korrekt registreret og beskrevet og at de linker til opdaterede informationer. Desuden kan disse sted-databaser bruges aktivt til at præsentere kirkens aktiviteter og tilbud. Med Foursquare kan man eksempelvis tilbyde gaver eller fordele til dem som checker ind første gang - eller 10. gang. Det kan være en lille bog eller et stykke af præstens eget hjemmebag eller en personlig rundvisning i kirkens klokketårn.
Facebook bruges i dag lige så meget via mobilen som via computeren og er derfor en naturlig del af det mobile internet for rigtig mange mennesker. Facebook er en fantastisk effektiv og velegnet måde at være i dialog med f.eks. sine konfirmander eller sin menighed. Både via præstens egen profil, via en eller flere gruppe-sider og via en stedside f.eks. for dem lokale kirke. Et eksempel på dette er http://www.facebook.com/trinitatiskirke
Den store fordel med en Facebook side er at kirkens kommunikation bliver en integreret del af vennernes mobile dialog og det skaber åbenhed og tydelighed omkring kirkens liv. Især hvis siden bliver brugt af andre end præsten eller dens redaktør.
Meget mere
Jeg har slet ikke nævnt sms'en, som er den ældste og bedst kendte tjeneste på mobilen. Jeg kunne også nævne e-bøger og video, men det tillader pladsen ikke i denne omgang. Men læs evt. mere på Netmission.dk, som løbende følger og kommenterer de digitale muligheder.






